Indonesien – del 1

Eventyr blandt drager

Inden rejsen havde vi bestilt en tur, hvor vi skulle se de berømte komodovaraner, men den blev aflyst kort inden vi skulle afsted. Rederiet foreslog en anden lignede tur, men som kostede meget mere. Vi blev enige om, at vi sikkert kunne købe en tur, når vi kom i land på øen og også ville tage en tur til Pink Beach på egen hånd. Vores gode veninde Malene spurgte om vi også ville se varaner og besøge Pink Beach, når vi ankom til Komodo og spurgte om vi ville med på en tur, hun var ved at planlægge med en guide. Turen kostede 150 dollars pr. person. Og for at sikre os, at vi kom på en god tur sagde vi ja – og det viste sig at være en rigtig god idé.

De ture man kunne købe fra skibet var enten til stranden eller på tur efter komodovaraner og hvis man købte begge, kostede det faktisk det samme som vores tur, men vores tur varede meget længere, havde meget mere inkluderet og gruppen var væsentlig mindre.

 

 

Ikke længe efter, blev der i højtaleren informeret om, at man kun måtte komme i land på Komodo, hvis man havde købt en tur, ellers kunne man først komme i land kl. 14.00 og kunne ikke komme ind i selve nationalparken. Malene snakkede med personalet og sikrede, at vi også måtte komme i land, selvom at det ikke var en tur med rederiet, men vores egen arrangeret tur. Det måtte vi gerne, så længe vi kunne fremvise dokumentation der bekræftede, at vi ville være i følge af Park Rangers der kunne passe på os og Malene kunne vise sin mailkorrespondance med guiden (fra komodogoldentours.com).

Vi var kun “dansker-gruppen” afsted og var i alt 11. Da vi ankom til øen blev vi modtaget med et flot skilt, hvorpå der stod “welcome to Komodo Island, Ms. Malena’s group” Mens vi gik, var der både en Park Ranger foran gruppen og en bagved. Vi havde ikke gået særlig langt før vi så nogle varaner. Både store og små. Kort efter kom der nogle flere gående mod os. Det er især når de er i bevægelse at de ser lidt skræmmende ud og det er lige før man instinktivt holder vejret. De har en meget karakteristisk svajende gangart og tungen flyver ind og ud af munden som på en slange og blikket viser tydeligt at de ikke er bange for noget, men hører til de øverste i fødekæden i deres omgivelser.

Mens vi gik videre, så vi en af varanernes reder, vilde orkideer og endda nogle hjorte ved vandet og undervejs fortalte vores guide om øen og varanerne. Vi stødte på en stor varan der lå og slappede af og fik taget nogle billeder og efterfølgende gik der en varan lige forbi os. Navnet Komodo dragon (som de hedder på engelsk) passer utrolig godt til dem.

 

Efter vores trekking. Tog vi med en speedbåd ud til øen Padar. Det var virkelig skønt. Udsigten undervejs var fantastisk, der var snacks og sodavand ombord og vi nød, at det kun var os der var afsted sammen, hvor vi alle kender hinanden. Padar er ufattelig smuk. Der var ingen andre turister end os på øen. Man kunne oppefra se flere forskellige strande på én gang, hvilket ser meget specielt ud. Vandet har en smuk blå farve, øen er dejlig grøn og med en masse vilde blomster. Vi gik alle i vores egen tempo op mod toppen og nød udsigten undervejs som er helt enestående.

Vi var allerede meget taknemmelige for, at vi ikke var med en af rederiets ture, da dette sted slet ikke var med i nogen af dem. Vi sejlede efterfølgende til Pink Beach på Komodo. Vi fik frokost på stranden og derefter kunne vi tage snorkeludstyr på, som guiden havde taget med. Det var et helt fantastisk sted at snorkle, faktisk et af de bedste vi har oplevet. Der var utallige koraller og fisk som var i meget forskellige former og farver – endda i neonfarver. Det lignede næsten en dekoration i et akvarium. Det er fascinerende hvad naturen skaber.

 

På ferie fra ferien

Rasmus og jeg har fundet en god måde at gøre tingene på, så vi får mest muligt ud af vores rejser. Hjemmefra undersøger jeg en masse praktisk. Jeg finder hotel, fly, undersøger transportmuligheder og har altid en lang liste med de ting jeg vil se, opleve, steder jeg vil spise osv.

Når vi så er afsted, så slår jeg nærmest hjernen fra og så er det Rasmus der finder rundt og planlægger undervejs, så vi kan nå det hele. Det fungerer ekstrem godt for os. Jeg er født uden stedsans og Rasmus bliver næsten helt elektrisk når han ser et kort og kan endda godt lide, at have styr på, hvor vi er, hvor vi skal hen og om der måske er noget ekstra vi kan se på vejen derhen. På denne rejse er rigtig meget planlagt på forhånd, men jeg har stadig haft en liste med ting jeg gerne vil se eller opleve på de forskellige destinationer. Jeg viste hvad jeg gerne ville i Indonesien til Rasmus som jeg plejer og problematikken for ham blev, at uanset hvordan han planlagde det, så kunne vi simpelthen ikke nå det hele på kun 2 dage.

Mens vi gik tur på dækket og snakkede om hvad vi gerne ville, gik Rasmus og vendte og drejede det mange gange, fordi han gør hvad han kan for, at jeg får krydset så meget som muligt af min ønskeliste/bucket list. Han kom på en ret uventet idé. Nemlig at blive på Bali og derefter indhente skibet med fly. Vi fortalte om vores plan til Malene og hun synes også, at det var en god idé. Så både vi, Malene, hendes mor og to søde piger der også er med i “dansker-gruppen” bestilte flybilletter fra Bali til Singapore. Pigerne, Malene og hendes mor Rita, ville gerne besøge Gili T. Vi har været der før og havde derfor andre planer for vores ferie på ferien, så vi aftalte at mødes i lufthavnen.

Første dag på Bali var ret praktisk for os. Vi havde pakket en taske hver, skulle have vores pas og udfylde et papir til skibet omkring vores afvigelse fra planen. Derefter skulle vi med en båd i land og tog derfra en taxa til Sanur, hvorfra vi vidste der sejlede både til Nusa Penida – en ø vi gerne ville til den efterfølgende dag. Vi fik hævet penge, Rasmus købte et sim-kort, vi bestilte en tur til dagen efter, fandt et sted at spise og fandt på mobilen et sted at overnatte som lå i nærheden og 20 minutter efter vi havde reserveret et værelse, stod vi på hotellet. Værelset var ret stort og der var alt det nødvendige, vi skulle bruge. Da vi havde smidt taskerne på værelset gik vi ud og fik fodmassage.

Nusa Penida

Kl. 07.00 den næste dag, blev vi hentet af en chauffør der kørte os til havnen, hvorfra vi skulle sejle. Da jeg ønsker, at min tekst her på hjemmesiden er ærlig og pålidelig, må jeg jo desværre indrømme, at jeg kom i rigtig dårligt humør og faktisk blev barnligt utilfreds. Vi skulle selv gå ud i vandet, for at komme ombord på båden, hvilket jeg før har prøvet, men denne gang nåede bølgerne mig til livet og min taske hvori min mobil lå blev drivvåd, så jeg endte med at skabe mig og råbe “jeg gider ikke det her!”. Rasmus morede sig gevaldigt over det.

Da vi ankom til Nusa Penida kom vi direkte over i en speedbåd med omkring 8 andre og vi fik alle udleveret snorkeludstyr. Første stop var Manta Point, hvor vi hoppede i fra båden. Der var en utrolig lang sigtbarhed, men vi så desværre kun skyggen af en djævlerokke meget langt nede. Vi kunne næsten se hinanden ligeså klart som over vandet – endda på lang afstand, men vi kunne ikke se havbunden eller noget andet, uanset hvilken vej vi kiggede, var vi omgivet af det uendelige og næsten skræmmende dybe blå hav.

Næste stop var Crystal Bay, hvor der til gengæld var meget at se, af både koraller og fisk. Rasmus bryder sig ikke om fisk, så jeg blev temmelig forvirret, da jeg pegede på en meget lang og spidssnudet fisk og Rasmus derefter dykkede resolut ned efter den og tog billeder. Kort efter dykkede han ned imod en stor sværm af mange forskellige fisk, som en af guiderne havde lokket hen til med brød og som vi også fik lov til at fodre dem med, hvilket de endda hapsede direkte fra vores hænder. Rasmus plejer, at være ret utilpas i nærheden af fisk, men det var som om, at det var forsvundet som dug for solen. Han var utrolig glad da vi kom op af vandet og sagde, at for ham, var det et af de bedste steder vi havde snorklet, da han for en gang skyld havde nydt det og ikke været utryg.

Der var endnu et stop, hvor vi snorklede, men det var ikke ret længe, da bølgerne og strømmen var ret voldsom, så man blev trukket rundt i vandet og uanset hvor meget man kæmpede kom man næsten ingen vegne. Heldigvis var der lagt et reb ud, så man kunne trække sig tilbage til båden.

Efter turen var vi tilbage på Nusa Penida. Det var kun os i en bil med en chauffør og vores guide. Vi blev kørt til et sted hvor vi kunne tage et bad og fik nogle rene håndklæder. Jeg var faktisk virkelig lettet, fordi jeg havde haft i baghovedet, at jeg ikke havde lyst til at rende rundt med mit filtrede og salte hår og salten der tørrede på huden. Efter badet følte jeg mig som et nyt menneske. Vi fik noget lækker mad, temperaturen var perfekt og vi kom i en meget behagelig stemning.

Da vi havde spist, kørte vi til Angel Billabong som er nogle naturlige pools. Derefter til Broken Beach. Et sted, hvor der for meget længe siden, var en kæmpestor grotte ud til havet, hvor “loftet” er kollapset, hvilket danner en stor mur ud til havet, hvor vandet stadig kan komme ind gennem grottens åbning. Vandet er i en smuk blå farve der næsten ligner det lyser op.

Turen sluttede af med øens højdepunkt. En udsigt over Kelingking Beach, hvor klippen ved stranden ligner en dinosaur. Vi har set udsigten ofte på billeder og man kommer lidt ubevidst til at tænke, der nok er pillet lidt ved billederne, men at se det i virkeligheden var uden tvivl bedre og flottere. Vi gik dog ikke ned til selve stranden, da det var af en meget lang, stejl og udfordrende trappe, så det ville være svært og måske endda umuligt at nå. Dem der havde kæmpet sig ned og op var alle helt røde i hovedet, drivvåde af sved og stønnede voldsomt. Der var endda en der stoppede og satte sig, da der kun var ca. 10 trin tilbage, da han var tæt på at besvime. Synet af de andre fristede heller ikke ligefrem til selv at klatre ned. Vi plejer faktisk sjældent at udelade noget på vores ture, men vi er heldige, at vi før har set smukke hvide sandstrande og følte faktisk ikke, at det gjorde noget, at vi ikke var på selve stranden, da det var udsigten vi ønskede at se, som er unik og ulig noget andet vi har set. Vi havde faktisk overvejet selv at tage til øen, overnatte og tage rundt på egen hånd. Men vi er simpelthen så glade for, at vi alligevel valgte at købe en færdig pakketur. Øen er stadig ret ny inden for turisme og der er en masse byggeri i gang og vejene er elendige. Vejene er smalle, snoede og hullede og når vi så turister på scootere, så de ofte trætte ud, var våde af sved og det var tydeligt at det ikke var det de havde forestillet sig hjemmefra.

Bali

Vi sejlede tilbage til Bali og da vi endnu ikke havde booket et værelse noget sted, bad vi vores chauffør sætte os af i en hyggelig gade i Sanur. Vi gentog gårsdagens proces; fandt et sted at spise og søgte efter et sted at overnatte, hvilket vi igen fandt kort efter. Det lå tæt på, havde alt det nødvendige og morgenmaden var inkluderet.

Rasmus havde ud fra min “ønskeliste” lagt en plan over de ting vi skulle se, så efter morgenmaden og en times massage fandt vi en chauffør til at tage os med på tur. Vi fandt en venlig mand ved navn Wayan, som snakkede en del bedre engelsk end de fleste lokale på Bali. Vi viste ham hvad vi ville se og aftalte en pris. Første stop var ved et smukt vandfald der hedder Kanto Lampo der ligger lidt gemt væk og vi skulle gennem noget vand for at komme ud til det. Næste stop var Lempuyang som er et tempel. Inden besøget skulle vi dække vores ben og skuldre og læse deres reglement. F.eks. må kvinder ikke besøge templet, hvis de har menstruation, man måtte heller ikke lave yoga, hvor man løfter et ben meget højt og man skulle holde sit sprog og sine tanker positive. Sidste stop på turen var til Tirta Gangga Royal Water Garden som er en smuk have med damme, hvor der i vandet er trædesten, hvorfra man kan fodre de store karper der svømmer rundt.

Vi ville gerne sættes af i Ubud, da det var et godt sted at starte turen næste dag – som Rasmus selvfølgelig allerede havde planlagt og vi tænkte det nok var der det ville være nemt at finde et godt og billigt hotel. På tilbagevejen stoppede Wayan og købte nogle snacks ved en lokal bod og delte med os. De var super lækre, selvom vi ikke er helt sikre på hvad det var. Rasmus fortalte om vores plan for den næste dag til Wayan og vi aftalte en pris og mødetidspunkt. Vi måtte dog udveksle numre, da vi endnu ikke vidste hvorfra han skulle hente os. Vi gjorde som de andre dage og søgte efter et hotel på restauranten mens vi spiste og fandt igen hurtigt et billigt sted – lige rundt om hjørnet.