Indonesien – del 2

Aloha Ubud

Efter morgenmaden mødtes vi som aftalt med Wayan og kørte til Aloha Ubud Swing, som er et sted på Bali, hvor der er en masse forskellige reder i menneskestørrelse og en masse forskellige store gynger og endda senge der gynger.

Vi var der lige da det åbnede og havde det for os selv. Gyngerne er højt oppe, med smuk udsigt over risterrasser og man er bundet fast imens. Nogle venlige medarbejdere hopper højt op for at give et ordentlig skub, mens de råber “ALOOOO-HA!”. Det er faktisk overraskende behageligt at gynge på så stor en gynge.

Efter at have leget i nogle timer, kørte vi videre mod Sekumpul. Wayan fortalte at der ville være næsten 3 timers kørsel, så vi var tætte på, at droppe det, men inden vi nåede at sige noget, begyndte Wayan, at fortælle om hvor flot turen dertil var, så vi blev enige om, at holde os til planen. Heldigvis!

Wayan havde ret. Turen dertil var utrolig smuk og tiden gik hurtig. Vi prikkede hele tiden til hinanden og pegede ud af vinduet, fordi der var en masse at se hele vejen. Første stykke var ude på landet, men senere kørte vi en del op af et bjerg, hvor udsigten hele tiden forandrede sig.

Sekumpul

Da vi blev sat af, førte Wayan os til en mand som tilbød nogle forskellige ture til vandfaldet med guide og fortalte at vi ikke kunne tage alene til vandfaldet. Vi blev ret irriterede og synes det virkede dyrt, besværligt og frygtede lidt at blive snydt – Det måtte vi dog hurtigt tage i os igen, vi havde i den grad brug for vores guide!

Turen var helt fantastisk og jeg har sjældent haft følelsen af, at jeg både havde lyst til at anbefale og advarer imod den samme tur, for turen er lidt anstrengende, men var uden tvivl det værd! Den første del af turen var stille og rolig, hvor han viste os hvad der voksede i området af både mangostan, kaffebønner, nelliker, durian og en masse andet. Vi stoppede ved en flot udsigt over risterrasser og ved en gynge undervejs.

Senere på ruten gik det stejlt ned af en trappe og vi måtte gå over en glat og ustabil bro. Derefter blev det for alvor svært at bevæge sig frem!
Guiden stoppede og bad os ligge alle vores ting under en presenning han havde medbragt, da vi kiggede omkring, gik det op for os, at vi var langt væk fra alt og alle og at hvis der kom andre, ville de være sammen med en guide, derfor stolede vi på ham og gemte både mobil, tøj og sko under.

Vi havde ikke badetøj på, fordi vi ikke var helt forberedte på, at vi skulle på sådan et eventyr i det grønne og måtte derfor klatre rundt i undertøj. Vi skulle krydse en lille flod til fods og kunne endda på lang afstand mærke bruset fra vandfaldene. Vi havde bestemt ikke regnet med at vi skulle på sådan en trekking, hvor vi blev drivvåde, men fordelen var, at vi kom ud til et specielt naturområde, hvor der ingen andre mennesker var og vi havde det hele for os selv!

Naturskønne omgivelser

Det er svært at beskrive hvorfor det føltes så fantastisk. Det var total uventet på så mange måder. Vi havde troet vi bare kunne gå hen, se et vandfald, tage nogle billeder og så ville vi tage tilbage, men nu var vi pludselig langt ude i ingenting, langt væk fra veje, mennesker og endda vores egne ting og telefoner – vi var helt vilde med det og smilede konstant til hinanden, selvom vi ofte var ved at snuble eller glide på nogle våde sten.

Vi troede Sekumpul var bare et enkel vandfald, men det viste sig at være et område, så vi så i alt 8 vandfald.

At være i kontakt med naturen på den måde oplever man desværre sjældent. At kunne mærke duggen fra vandfaldet der lagde sig blidt på os, høre de ukendte lyde fra junglen og ikke bare at kunne følge en sti, men hvor man hele tiden skulle koncentrere sig om, hvor man satte sine fødder og at stenen man trådte på sad ordentlig fast eller at strømmen fra vandet ikke lige fik hevet en med. Det var en af de bedste oplevelser vi har haft!

Typisk mig, fik jeg forvildet mig op på en kæmpe sten og kunne ikke komme ned, men Rasmus løftede mig roligt og sikkert ned, selvom det endda var i strakt arm – det bildte jeg mig selv ind var lidt romantisk, selvom jeg nok har set herrens ud og lignet et glad barn der endelig fik lidt opmærksomhed.

Højdepunktet var bestemt “endepunktet” hvor vi ikke kunne komme længere, men mødte en grøn klippemur hvor der var 3 smukke vandfald.

Vores guide er muligvis en af det bedste vi nogensinde har mødt – også som menneske. Hans fokus var 110% på os og at vi havde det godt. Men også på grund af hans viden om naturen omkring os, hvor han kunne fortælle om og svare på det hele, men også hans kendskab til ruten, så han ofte afbrød sig selv med “ikke den store sten, den vipper, træd på den lille runde ved siden af”.
På vejen tilbage bar han både vores ting, holdt ofte mig i hånden som hjælpende støtte og insisterede på, at Rasmus skulle bruge hans sandaler, så hans sko ikke blev våde, selvom han selv måtte gå på bare fødder i mudderet tilbage.

Turen krævede lidt en indsats og jeg fik endda imponeret Rasmus lidt, ved at kunne gå trapperne op uden pause.

Da vi endelig kom tilbage til den rolige del af turen og hvor der var en sti – ikke en asfalteret, men dog en sti, der ventede nogle af hans kollegaer på os, på små knallerter og vi satte os bag på hver vores chauffør. Jeg er pjattet med at prøve vilde ting, men igen var det lidt uventet, at vi skulle på så adrenalinfyldt en tur, vejen var snoet, bulet og ikke meget bredere end dækket. Der er ingen tvivl om at de kender ruten godt, for det gik i en voldsom fart, som om de prøvede at slå en rekord og nogle gange skred dækket lidt i svingene.

Det er pudsigt med en tur, hvor vi til at starte med, havde tænkt, at det var besværligt og dyrt, men efterfølgende synes havde været alle pengene værd og mere til! Vi gav derfor vores guide næsten ligeså meget i drikkepenge som turen havde kostet fordi vi var så taknemmelige og da han vinkede farvel til os, havde han den anden hånd på hjertet og så endda rørt ud.

Da vi kom tilbage til vores chauffør Wayan var jeg helt øm i mit ansigt af at smile så meget og da vi satte os ind i taxaen var det faktisk rart, at der var nogle timer til det næste sted, hvor vi lige kunne slappe og nyde den livsalige følelse i kroppen der gjorde vi var i en slags behagelig trance.

På vejen ned af bjerget stoppede vi for at se en udsigt og fodrede nogle vilde aber der var i området. Jeg vil egentlig helst fodre de søde små aber, men efter kort tid med søde hyggestunder kommer der altid en dominerende og meget insisterende han og tager resten af frugten ud af hånden på mig.

Pura Ulun Danu Bratan

Til sidst på turen kom vi til Pura Ulun Danu Bratan som nok er Balis mest ikoniske tempel. Hvis du søger på Bali og billeder på google, så er det, det tempel som oftest dukker op og som de fleste nok allerede har set på billeder.

Vi kom lidt sent og fordi der kun var 1 time til det lukkede fik vi billetten til meget nedsat pris.

Området er flot og specielt. Søen hvori templet befinder sig, er oppe i bjergene og der er derfor ofte skyer omkring templet og lige over vandet på søen.

2 unge mennesker, en ca. 12 årig pige og en ca. 17 årig dreng spurgte om de måtte tale lidt med os, så de kunne øve deres engelsk og selvuddanne sig selv – vi synes utrolig godt om ideen og initiativet, men havde desværre fået lidt travlt, da der var langt tilbage til Kuta efterfølgende.

På vejen tilbage spurgte vi Wayan, om han ikke ville købe flere af de snacks han havde købt dagen inden og lod os smage. Vi gav ham hvad der svarer til lidt under 10 danske kroner og han kom tilbage med en vand og en kæmpestor pose fyldt med en masse blandede snacks og havde endda byttepenge med tilbage, som vi sagde han bare kunne beholde som lidt ekstra drikkepenge.

Da han satte os af, gav vi ham drikkepenge og han blev simpelthen så glad og gav os begge et kæmpe kram og sagde “i giver virkelig mange drikkepenge!” Vi havde givet ham ca. 46 danske kroner begge dage, hvilket jo kun var 23 kr. hver pr. dag, hvilket vi synes var meget passende, når han på kun to dage havde brugt næsten 22 af sine vågne timer på os.

Vi havde faktisk nærmest ikke forhandlet om prisen, da vi havde været fint tilfredse med at give 280 kr. for at blive kørt rundt en hel dag for os begge. Der er måske nogle der har rejst mere rundt på Bali der vil sige at det er dyrt, men vi sammenlignede det med mange af de steder vi ellers har været.

Som det efterhånden var en rutine, satte vi os atter på en god restaurant og fandt et hotel som igen lå kun 3 min. væk på gåben, hvilket stadig var tæt på den store gade i centrum, hvor der skete en masse, men som ikke lå direkte ud til gaden hvor man kunne se den, hvilket måske er en af grundene til at vi fik det så billigt. Nok også fordi, at vi bestilte sent om aftenen, hvor chancen for at få booket er minimal.

Det var vores sidste hotel på turen og var uden tvivl det bedste – især til prisen.

Værelset var stort og flot og havde det hele; Toiletsæt, håndklæder, air-con, vandflasker, god WiFi osv.

Hotellet havde en stor flot pool med springvand i midten og den næste dag da vi vågnede fik vi morgenmad på hotellet. En overraskende lækker buffet, hvor der var både frugt, en mand der lavede æg som vi ønskede, brød, pålæg, juicer og en masse andet. For både overnatning og morgenmad gav vi kun 110 kr. for os begge.

Vi gik en tur på stranden i Kuta og bagefter lå vi og nød den skønne pool i nogle timer inden vi skulle check ud.

Så fik vi lidt massage, Rasmus blev klippet og barberet og så slappede vi lidt af på en hyggelig café.

Upside Down

På vej til lufthavnen stoppede vi ved Upside Down World – et sted hvor det hele vender på hovedet. Vi fik grinet en masse og mange af billederne kunne man først se hvordan det ville se ud, når man vendte dem på hovedet.

Det var en god måde lige at få lidt sjov ud af de sidste par timer.

I lufthavnen fik vi lidt at spise hvorefter vi mødtes med Malene, Rita og pigerne. Vi fløj til Singapore, delte en taxa til skibet og alt gik let – lige indtil vi stod lige foran skibet og de bippede vores kort som de plejede – så fik vi at vide, at vi ikke længere var registreret i systemet.

Vi var alle trætte og blev ret frustrerede og var enige om, at vi var glade for, vi var nogle stykker i samme situation.

Vi ventede i næsten en time før de fik det løst og vi kunne komme ombord, hvilket til gengæld var en rigtig rar følelse, da det føles som at komme hjem.

Vi kunne dog ikke sove særlig længe, fordi vi skulle på den næste tur, hvor vi skulle udforske Singapore.