Sri Lanka og Indien

Jeg er håbløst bagud med at skrive om vores jordomrejse, men jeg vil alligevel færdiggøre det, eftersom at der måske er nogle der skal til en af destinationerne og derfor gerne vil læse om det.

Negombo, Jetwing Beach og Colombo

Da vi ankom til Sri Lanka havde vi for en sjælden gangs skyld ingen planer, så vi fedtede os selvfølgelig ind på Malene, Rita og pigerne og delte en stor taxa til Negombo Beach.

Vi nåede ikke at gå særlig langt langs stranden, før vi fik øje på en virkelig lækker pool tilhørende et hotel der lå helt ud til stranden. Malene fik en god idé og spurgte i receptionen om der var mulighed for, at købe et dagspas til poolen, hvilket der heldigvis var. Det var ikke særlig dyrt og vi fik både håndklæder og liggestole. Desuden kunne vi frit bruge omklædning, bad og toilet, hvilket var nogle behov vi lykkeligt havde glemt vi ville få brug for, ved en dag på stranden. Vi kunne desuden frit benytte deres WiFi og det var for en gangs skyld godt. Man havde næsten glemt, hvor rart det er at bruge mobilen, uden at skulle vente efter hvert tryk. Pigerne fik heldigvis endelig mulighed for at kunne se noget som krævede en god forbindelse.

Malene og jeg gik ned til havet og ville bade, men bølgerne var for voldsomme, så efter at have kæmpet os tilbage i land gik vi tilbage til poolen. Jeg gik lidt ture langs stranden og fandt små muslingeskaller, vi spiste is, svømmede i den lækre pool og slappede af.

Tiden gik alt for hurtigt. Vi havde alle lyst til at blive, men havde desværre aftalt et mødetidspunkt med den chauffør der havde sat os af.

På vejen tilbage, stoppede vi ved Jami Ul-Alfar, som er en bolsjestribet moske der ligger i Colombo. Desværre var der ingen parkering, så det blev et kort visit. Vi har efterhånden set mange flotte moskeer og kirker, men denne var alligevel ret unik.

Cochin – Backwaters

Flere af de andre danskere ombord snakkede om, at de rigtige gerne ville prøve Backwaters i Cochin. Rasmus og jeg havde faktisk ikke hørt om det før, men tog sammen med 5 af de andre på tur.

Vi blev kørt til en lang båd, hvor vi havde rigelig med plads, der var stole og noget der næsten lignede en dobbeltseng i midten hvor man kunne ligge med hovedet på puder. De fleste af os valgte dog at sætte os ud på spidsen af båden, men ellers skiftede vi pladser undervejs.

Vi skulle sejle i en del timer og jeg frygtede lidt, at vi ville nå at kede os, men det gjorde vi bestemt ikke, tværtimod så kunne vi sagtens have sejlet i mange flere timer. Vi kom ned af både store og små kanaler. Man følte sig hel salig og betragtede bare alt det der langsomt gled forbi, mens vi slappede af.

Vi kunne se en del små hytter langs vandet og følge deres dagligdag, hvor de vaskede tøj, potter og pander, svømmede osv.
Der var også en ko der fik slukket tørsten i vandet.

Sidst på turen så vi en masse børn der plaskede rundt og som muligvis fik svømmeundervisning, kort efter så vi at toiletafløbet skyllede direkte ud i det samme vand. Ikke lækkert. Og nogle af mine fordomme om Indien blev desværre bekræftet. Landet er en blanding af en masse skønt, men desværre også noget man helst ikke ønsker at se.

Det meste af vandet længere ude så ikke ligeså forurenet ud og lignede  flodvand, hvor der voksede en del grønt. Der var også en masse forskellige fugle – heriblandt kingfishers.

Heldigvis var vores første møde med Indien ikke så kaotisk som jeg havde frygtet – Ikke endnu i hvert fald. Det er bestemt en af fordelene ved at rejse med krydstogt. Vi så flere forskellige steder i Indien, men vi kunne altid tage tilbage til skibet, hvis det blev for meget, for at spise og for at være i rene og rolige omgivelser.

Goa

Vi tog igen afsted med pigerne, Malene og hendes mor. Vores fælles plan var, at finde et lækkert hotel med pool ligesom i Sri Lanka, men desværre var det bedste hotel i nærheden allerede fuldt booket af gæster fra vores eget skib! De havde købt en tur dertil gennem rederiet og havde betalt ret meget for en plads ved poolen, men også for frokost. Vi kørte hen til et andet hotel, men det var desværre fuldt booket til et bryllup.

Vi overvejede at give op og om vi bare skulle tage tilbage til skibet og ligge ved poolen dér, men blev enige om at give stranden en chance. Vi slog os ned ved en café der lå ud til stranden. Det var en rigtig dejlig strand og vi var glade for at vi ikke bare havde droppet det.

Pigerne havde været ude at gå i området og kom tilbage og anbefalede et issted de havde været forbi.

Rasmus og jeg gik derhen. Ejeren havde arbejdet 2 år på et af krydstogtskibene og havde sparet op til at åbne sit issted. Han havde også meget andet end is og vi endte med at købe 2 små pizaaer, chips, chokolade, 4 vand og 3 is hver. Man kunne få en is til 1,2 kr. og det blev omkring 50 kr. for det hele.

Hvad der egentlig bare skulle have været en is blev dermed til en frokost.
Vi havde en meget hyggelig og behagelig dag, så Indien virkede slet ikke så slem som vi ellers havde frygtet efter det vi har hørt fra andre.

Mumbai – Kulturchok

Vores dage i Mumbai startede heldigvis med en guidet tur fra skibet. Det var helligdag og vores guide fortalte at vi var heldige, fordi det betød, der ikke var ligeså mange mennesker. Hvilket vi havde svært ved at forestille os, for der var stadig rigtig mange.

Turen gik til The Gateway of India, hvor vi nogle steder knap kunne komme frem på grund af menneskemængden, hvis guiden talte sandt, var vi virkelig taknemmelige for, at vi ikke var der på en travl dag. Da vi skulle tilbage til bussen var der total kaos, både fordi at den måtte holde midt i det hele og vi så måtte kæmpe os igennem den skøre trafik, som jo kun var blevet værre fordi busserne holdt midt i det hele. Jeg var glad for, at Rasmus førte mig igennem og ved faktisk ikke helt, hvor jeg ville være havnet, hvis jeg havde skulle kæmpe mig igennem på egen hånd. Min trang for at komme væk fra biler og farlige situationer overtog midt fokus på at komme den rigtige vej frem, men Rasmus var god til stædigt at presse os frem i den rigtige retning og måtte engang imellem hive mig bestemt afsted. Man blev desværre nød til at mase sig frem og gå direkte ud foran bilerne ellers holdt de ikke tilbage. Der var også et lyskryds, men det virkede ikke til at de havde fået fortalt hvad de betød.

Vi så også Ghandis tidligere hjem og alle de mange bøger han havde læst og hans meget minimalistiske værelse.

Vi så også et vaskeri som guiden fortalte var et erhverv der mest var for mænd og som de satte en stor ære i og som krævede stor tillid til både vaskeriet der håndterede det og andre mennesker, for nogle gange blev tøjet blandet sammen og så var det vigtig folk var ærlige.

Vi så også en kirke, park, Hare Krishna tempel og diverse andre steder.

På må og få – Spontan og planløs tur

Rasmus og jeg blev enige om at gå rundt på egen hånd den næste dag.

Vi har ofte en liste med ting vi gerne vil se, når vi er i en ny by, men vi kan også godt lide bare at gå rundt og udforske byerne eller områderne og opleve eller se noget uventet.

Allerede da vi kom udenfor var det svært at komme forbi de mange der tilbød at tage os med på tur og de forstod bestemt ikke at vi bare gerne ville gå selv. Der var også en del tiggere og jeg har inderligt ondt af dem, men når de endda tager fat i mine arme og ikke vil slippe, så vil jeg bare væk.

Det føltes som om, at alt det man havde hørt om Indien ramte os på kun få timer.

Da vi endelig var kommet igennem flokken af tiggere, taxachaufføre og andre påtrængende individer kunne vi gå forholdsvis uforstyrret. Vi gik ved et marked, hvor Rasmus købte nogle shorts, da han ville betale, nægtede manden at tage imod pengene fordi Rasmus gav ham dem med venstre hånd, Rasmus prøvede at forklare at det var fordi at han holdt sin pung og mobil med den anden hånd, men manden vendte sig helt væk, så jeg måtte holde Rasmus’ ting, så han kunne betale med højre hånd. Vi gik lidt forvirrede derfra. Om aften forklarede vores tjener på skibet, som stammer fra Indien, at det er fordi de betragter venstre hånd som beskidt og det derfor er nedladende eller for at vise utilfredshed med varen når man betaler med venstre hånd. Vi havde helt uvidende været ret uhøflige.

Jeg tog mig selv i at tænke, hvorfor i alverden nogle folk er så vilde med Indien, men mens vi gik ned ad gaderne skete der bare virkelig noget alle steder, vi blev ved med at hive i hinanden og sige “se!”. Der stod køer på vejene og når folk passede, så rørte de ved koen og lavede en mærkelig gestus med hænderne.

Et syn jeg aldrig vil glemme, var synet af en mager mand i rigtig slidt tøj der sad på hug ved en beskidt vandpyt i vejkanten, hvor overfladen så olieret ud. Han børstede sine tænder og brugte vandet til at skylle munden med, som han førte til munden med den ene hånd.

Mens vi gik forbi ham kunne jeg ikke lade være med at stirre og da vi var gået forbi, kiggede jeg tilbage efter ham. Han viftede tandbørsten i luften for at få det meste af vandet af, lagde den i en plastiskpose som han derefter hængte på en gren i et træ. Han var åbenbart hjemløs og opbevarer sine få egendele i træet. Derefter lagde jeg mærke til, at der hang poser og tøj i de fleste træer.

På en indgang ned til metroen lå der også nogle og sov på taget. Der lå døde dyr i vejkanten (rotte, fugl og kat), folk der sov i gaderne og vi så nogle der var i gang med at fylde en dyne med fjer midt i det hele og havde svært ved at fange dem, mens de hvirvlede rundt i luften. Hvad skulle de i øvrigt med en tyk dyne i 35 graders varme?

Der var mange besynderlige syn der ikke gav så meget mening for os.

Vi fik forvildet os ud det mest kaotiske lyskryds jeg nogensinde har set. På et tidspunkt kom der så mange mennesker gående lige imod os, at jeg egentlig ville have filmet det, men i stedet greb fat i Rasmus’ arm, af frygt for at blive revet med menneskemængden.

Vi endte forvirrede i midten og betragtede kaosset. En taxa stoppede foran os og pludselig sloges folk som gale for at komme ind i den. I løbet af ingen tid var den så fyldt med mennesker, at jeg tror det må være en slags rekord, selv chaufføren sad mast op af ruden fordi der sad en mand på gearstangen. Øjeblikket efter kørte den væk og jeg forstår slet ikke ikke hvordan det fungerer; Hvem betaler? Hvor skal han køre hen? Skal de alle det samme sted hen? Er det normalt?
Kort efter stoppede endnu en taxa og samme scenarie udspillede sig en gang til.

Mens vi så på folk, stod vi ved siden af en rolig ældre mand i en flot skjorte der spurgte os hvor vi var fra, på helt perfekt engelsk – endda uden den klassiske indiske accent. Vi svarede en anelse overraskede, at vi kom fra Danmark. Han spurgte om vi boede nær København, hvilkede vi imponerede over hans viden og flotte sprogkundskaber svarede ja til. Han kiggede ligefrem på de folk der kæmpede om en plads i taxaen og sagde: “så er i nok slet ikke vandt til, at folk opfører sig så uciviliseret?” Mens han rystede på hovedet med et misbilligende blik. Vi grinte blot og var ret mundlamme, hele situationen var virkelig som at være i en anden verden og han virkede heller ikke rigtig til at passe ind.

Selvom vi godt kan være lidt forkælede og er blevet ret kræsne med renlighed, så synes vi stadig, at alle de steder vi har besøgt har givet os noget. Indien var på mange måder modsat hvad vi plejer at opsøge, dog var det lærerigt, livsbekræftende og selvom jeg altid er meget taknemmelig for vores liv og tilværelse og aldrig har taget det for givet, så var jeg alligevel endnu mere taknemmelig.

Vi og de fleste andre danskere ved jo godt, at det er et privilegium at vågne op i en seng, have tag over hovedet, adgang til rent vand og mere mad end vi kan spise, hvilket jo ikke er alle forundt, men det er alligevel noget andet at blive konfronteret med i virkeligheden. Fremover kan jeg for mit indre blik se manden ved vandpytten, når jeg børster mine tænder og kvinder der vasker hver enkel tøjdel med hænderne i det uklare flodvand når jeg bare smider vores tøj i vaskemaskinen.

At træde ind i vores kahyt efter Indien føltes som himlen og forfriskende – bred seng, nyligt rengjort, vand i hanen og velvidende om, at vi kunne gå op og få ligeså mange retter som vi kunne spise i følgeskab med alt det vi kunne drikke. Vi tjekkede lidt nyheder på mobilerne, for at følge med i hvad der skete hjemme i Danmark. Den store debat på dagsordenen var, om vi skulle have kønsneutrale lyskryds. Det var simpelthen noget nogle synes var enormt vigtigt og både nyhederne og facebook var fyldt med det. Kontrasten af folks problematikker i livet var så stor, jeg ikke vidste hvad jeg skulle føle – Skal man grine eller græde?

Som endnu en kontrast, var de to kommende destinationer til rige lande. Et glædeligt gensyn med Dubai og derefter Oman.